Fra 1. januar 2026 blev elafgiften for private husholdninger markant reduceret – fra 0,90 kr./kWh til 0,01 kr./kWh inkl. moms. Det har fået stor opmærksomhed i medierne og rejst spørgsmål hos mange elbilister: Betyder det billigere opladning overalt?
Det korte svar er: Ja – derhjemme. Nej – ikke hos os.
**Hvorfor påvirker elafgiften ikke vores priser? **
Elafgiften har historisk været en afgift på strøm, som private husholdninger betaler, når de bruger elektricitet i hjemmet – herunder ved opladning af elbil. Derfor har nogle ladeoperatører tidligere tilbudt refusion af elafgiften gennem abonnementsordninger til hjemmeladning.
Detailsalg af strøm til opladning på offentlige ladestationer har derimod aldrig været pålagt elafgift. Det betyder, at der ikke har været nogen afgift at fjerne – og derfor heller ingen grund til at justere priserne på vores ladelokationer.
**Bliver hjemmeladning billigere? **
Ja. For private husholdninger betyder den næsten fulde afskaffelse af elafgiften, at hjemmeladning bliver billigere. Det kan gøre opladning derhjemme mere attraktivt for mange elbilister, især for dem der tidligere har benyttet løsninger med elafgiftsrefusion.
**Kort fortalt: ** Ændringen i elafgiften påvirker kun hjemmeladning – ikke prisen på opladning hos os.
Vi følger selvfølgelig markedet tæt, og skulle er ske ændringer i elpriser, indkøbsforhold eller rammevilkår, vil vi altid kommunikere det klart og åbent. På vores offentlige lynladere fortsætter vi dog med samme gennemsigtige og konkurrencedygtige priser som hidtil, og du kan trygt fortsætte med at oplade på vores ladelokationer.
